← Alle producenter

Bugenda Bison Ranch

Vores økologiske kødkvæg er Amerikanske Bisoner og Galloway. Vi sælger dyrene både til slagt og til levebrug.

I 2018 fik vi vores autorisationsbevis som Statskontrolleret Økologisk Fødevareproducent, både for vores kvæg og for den jord, som vi høster grovfoder til vores kvæg på. Vi er meget stolte af at være en del af gruppen af økologiske fødevareproducenter i Danmark.

Vi slagter og sælger naturligvis vores Galloway og Bison, når de har nået den rigtige størrelse. Det tager dog noget tid, for både  Galloway og Bison er langsomtvoksende racer og dyrene skal være ca. 2 år for at være slagtemodne.

Vores Galloway går fredeligt i foldene, som er ved siden bisonernes arealer.Vi har også Galloway, som udfører naturpleje på Naturstyrelsens arealer i Almindingen, bl.a. i Ekkodalen.

Vi sælger løbende dyr til levebrug. Det er dyr, som andre kvægavlere ønsker i enten opstart af ny besætning eller som nyt blod til deres fremtidige avl. Vi har flere blodlinjer, som ikke er beslægtet og med daglig kontakt til dyrene er vores dyr både fredelige og omgængelige.

Nogle besøgende kalder kvæget med bælte for "Panda-køer" på grund af de sort/hvide farver. Andre kalder dem for "Cigar-køer" på grund af mavebæltet, der kan lede tankerne hen på en god cigar. Vi hører også de hvide køer bliver kaldt for "Mickey Mouse køer" på grund af den sorte mule og de store, sorte ører. Uanset hvilken association man får, så er der stor interesse for Galloway kvæget.

Koen vejer fra 450-600 kg og tyren fra 750-900 kg. Det er således en relativt let race. Den er lavstammet med korte stærke ben. Ryggen er lige og kroppen dyb. Hovedet er kort, uden horn og med  store ører. Pelsen er sammensat af en tæt underuld og lange krøllede eller krusede dækhår.Der er mange forskellige typer, som alle adskiller sig gennem tegningen i pelsen. De ensfarvede typer kan være sorte, røde eller dun. Den hvide galloway har mule og ører, som kan være enten sorte, røde eller dun. Hertil kommer de beltede typer, som kan være sorte, røde eller dun med et hvidt bælte om maven. Endelig forekommer en spættet type kaldet rigget. Fælles for de forskellige typer er bygning, temperament og slagtekvalitet.

Find vej til gårdbutikken
Bjergebakkevejen 2, 3700 Rønne
Rutevejledning